Om Malene Bjelke

“Med sine enkle, ukomplicerede menneskefigurer rammer Malene Bjelke ned i hverdagens eftertænksomhed.Hendes skulpturer er som små tankefulde pauser, der giver beskueren ro i sjælen og lyst til at gense eller eje værket/værkerne.Malene Bjelke frembringer arketyper på mennesket i alle aldre såvel unge som gamle.Med materialer som voks, gips og bronze viser kunstneren, hvor forskelligt materialevalget giver sig til kende figurativt. Og ser man samme figur i de tre materialer ved siden af hinanden, er det en øjenåbner af rang. Malene Bjelke bruger selvfølgelig også voks og gips som ”skitser” til støbning af endelige bronzefigurer. Det er skulpturer i en abstrakt, naturalistisk enkelthed, hvor man ikke savner distinkte ansigtstræk, idet skulpturernes kroppe tilstrækkeligt signalerer sindsstemninger. Figurerne er ikke glatpolerede, men har en levende overflade, da Malene Bjelke har haft en finger i hver enkelt overfladedel.Det er menneskefiguren, der har Malene Bjelkes interesse, som hun med dyb indlevelse giver udtryk i sine små forfinede kunstværker.”                                                                                         
                                                                                                    Kunsthistoriker Bente Hammershøy 

Mennesket i Rummet – Rummet i Mennesket
Malene Bjelkes skulpturer tager udspring i mange års arbejde indenfor teatret. Hun modellerer mennesker… mænd, kvinder, unge og gamle. Ofte i et indadvendt øjeblik – en pause – uden tanke på verden omkring. Arbejdet med skulpturerne kredser om menneskets livs- og sindstilstande – udtrykt gennem krop og rum. Skulpturerne viser typisk mennesket i samspil med et scenografisk element – en flade eller en form, der antyder et rum. I samspillet mellem figuren og det omgivende rum afdækkes menneskets indre landskab, hvor vi genkender os selv. Malene Bjelke arbejder i bl.a. ler, voks, pap, gips og flamingo. Den endelige skulptur fremstår oftest i gips eller i bronze.
Baggrund
Malene Bjelke er uddannet scenograf fra Danmarks Designskole 1993 og har gennem de seneste 20 år, udover skulptur-arbejdet, arbejdet med scenografi og kostumer indenfor teater. Stiftede og arbejdede som kunstnerisk leder af teatret ”Vores Teater” 2003 – 2008, med fokus på at skabe forestillinger, der tog udgangspunkt i rummet. Siden 2008 har Malene Bjelke haft sit værksted på Kronborg, i en af de gamle kasernebygninger. I forbindelse med besøg på Kronborg kan man desuden se den permanente udstilling på slottet, hvor der indgår en række modeller, som Malene Bjelke har udført.